Da Sustainability-prisen skulle uddeles ved gårsdagens stort anlagte awardshow I Lokomotivværkstedet i København, hvor EY uddelte priser til ’Entrepreneur Of The Year’, var det Combineering repræsenteret ved Carsten Park Andreasen, Lars Vedel Jørgensen og Kim Bjørn Christensen, der trådte frem på scenen for at modtage prisen.
”Jeg er utrolig stolt og glad over at modtage netop denne pris i kategorien Sustainability. Den sætter en streg under det målrettede og langsigtede arbejde, vi har gjort i Combineering med at omdanne affald til en værdifuld ressourse ved hjælp af vores specialiserede løsninger, hvilket hjælper virksomheder med at reducere deres CO2-udslip,” udtaler adm. direktør i Combineering, Carsten Park Andreasen.
Det er kun tredje gang, at prisen uddeles i Sustainability-kategorien, og særligt Combineerings fokus på cirkulær affaldshåndtering var essentiel for EYs jurypanel:
”Juryen var begejstret over, at Combineering omdanner enorme mængder af affald til anvendelige ressourcer. Det gør de ud fra devisen ’Making waste our infinite ressource’, der taler ind i en vigtig global sustainabilitydagsorden. De er altså relevante som aldrig før,” siger han og fortæller videre, at juryen derudover lagde vægt på, at virksomheden udvikler innovative løsninger, og at de har skabt en imponerende vækst.